Løsningen adresserer et væsentligt, men ofte overset problem: at mange ældre medicinske patienter har uopdaget dysfagi under indlæggelse. Dysfagi er en hyppig tilstand hos denne patientgruppe og er forbundet med alvorlige komplikationer som lungebetændelse, underernæring og forlænget indlæggelse samt genindlæggelser.
Problemet har været, at der ikke tidligere har eksisteret en enkel, systematisk og tværfaglig metode til at opspore dysfagi hos ældre medicinske patienter. De eksisterende redskaber har primært været målrettet patienter med neurologiske lidelser og har ofte været for omfattende og tidskrævende til at kunne anvendes i en travl klinisk hverdag.
Konsekvensen har været, at dysfagi ofte først opdages sent, dvs. når komplikationer allerede er opstået, hvilket påvirker både patienternes sikkerhed og livskvalitet samt medfører øget ressourceforbrug i sundhedsvæsenet.
Løsningen er derfor et svar på behovet for tidlig, systematisk og praksisnær opsporing af dysfagi, som kan implementeres i den daglige klinik og bidrage til bedre og mere sammenhængende patientforløb.
Det er dokumenteret, at ældre indlagte borgere er i risiko for at udvikle dysfagi - får
problemer med at spise, tygge og synke. Der er kommet tiltagende fokus på dysfagi
hos den ældre medicinske patient. Tilstanden forekommer hos op mod 50% af de
geriatriske patienter og opstår som følge af aldersrelaterede forandringer i mund og
svælg samt i forbindelse med sygdom og svækkelse. En væsentlig udfordring har været
systematisk at opspore dysfagi tidligt for at forebygge evt. komplikationer ved dysfagi,
fx. lungebetændelse og underernæring.
Ergoterapeuterne har særlig viden om dysfagi og har udviklet et nyt, tværfagligt
screeningsredskab, der gør det nemmere at identificere ældre borgere med uopdaget
dysfagi. Screeningen er systematisk, enkel og intuitiv at dokumentere i patientjournalen
- samt udviklet til at indgå som en naturlig del af patientmodtagelsen. Den bygger på en
kombination af to eksisterende redskaber, 4QT og 30 ml vandtest.
I samarbejde med Sundheds-IT er der udviklet en SFI, som understøtter ensartet
dokumentation og arbejdsgange. Samtidig muliggør løsningen systematisk
dataindsamling til monitorering af implementering, kvalitet og effekt. SFI’en er nu
tilgængelig i hele regionen og understøtter dermed både udbredelse og kvalitetssikring
på tværs af afdelinger.
Udviklingen af løsningen tog afsæt i klinisk praksis, hvor ergoterapeuter identificerede et behov for en mere systematisk og anvendelig tilgang til opsporing af dysfagi hos ældre medicinske patienter. Fra start blev plejepersonalet inddraget tæt gennem dialog og afprøvning i praksis for at sikre, at løsningen tog højde for eksisterende arbejdsgange og ressourcer.
Selve udviklingen bestod i at tilpasse og kombinere eksisterende evidensbaserede redskaber til en enkel og målrettet screening, som kunne anvendes i en travl hverdag. Der blev arbejdet iterativt med løbende justeringer på baggrund af feedback fra klinikken, hvilket sikrede høj anvendelighed og faglig kvalitet.
Implementeringen blev grebet an gennem tæt tværfagligt samarbejde mellem ergoterapeuter og plejepersonale samt med inddragelse af ledelse og Sundheds-IT. Der blev lagt vægt på sidemandsoplæring, synlighed i afsnittene og løbende opfølgning. Udviklingen af en SFI i samarbejde med Sundheds-IT har været central for at understøtte ensartet dokumentation og forankring i praksis.
Undervejs lærte vi, at inddragelse og ejerskab hos plejepersonalet er afgørende for succesfuld implementering. Derudover blev det tydeligt, at løsningen skal være enkel, tidsbesparende og meningsfuld for at blive anvendt i en travl hverdag. Endelig har løbende dataindsamling og monitorering været vigtig for at kunne følge
implementeringen og justere indsatsen.
Samarbejde på tværs af regioner, herunder med Region Sjælland, har desuden bidragetmed værdifuld sparring og videndeling, som har styrket både udviklings- og implementeringsprocessen.
Ergoterapeut
Helene Nørgaard Kristensen
helekris@rm.dk
78417622
Lene Mark
lenemark@rm.dk
78417600