Find andet projekt

Model for kompetenceudvikling

Skema til afdækning af kompetenceudviklingsbehov

  • Model for kompetenceudvikling

Problem

Fremtidens sundhedsvæsen med stigende grad af specialisering og flere ældre med komplekse sygdomsbilleder kalder på høj og ensartet faglig kvalitet. Dette stiller høje krav til personalets faglige kompetencer. Kompetenceudvikling sker traditionelt primært gennem deltagelse i eksterne kurser, uddannelse og temadage, hvor deltageren efterfølgende videregiver nyerhvervet viden til kolleger gennem undervisning. Forskning viser, at læringsudbyttet heraf kan være begrænset. Samtidig er dette ofte præget af tilfældighed, manglende overblik og begrænset systematik, hvilket kan gøre det vanskeligt at sikre, at alle medarbejdere har de nødvendige kompetencer. Endvidere er det ofte uklart, hvilken effekt kompetenceudviklingsindsatser har i praksis. Dette kan føre til uens kvalitet i behandling, ineffektiv ressource anvendelse og usikkerhed blandt medarbejderne.
"Model for kompetenceudvikling" bidrager til struktureret og praksisnært - og baseret på personalets selvvurderede kompetencer - at identificere konkrete kompetenceudviklingsbehov på gruppeniveau og til at prioritere relevante udviklingstiltag samt evaluere effekten heraf.

Løsning

Løsningen er en model for kompetenceudvikling inspireret fra "Model for faglig ledelse og kompetenceudvikling" udviklet af Afdeling for Ergo- og Fysioterapi, Rigshospitalet.
Når den tilpassede løsning, "Model for kompetenceudvikling', anvendes i Fysio- og Ergoterapien, Regionhospitalet Randers, stilles skarpt på et konkret fagligt område.
Ressourcepersoner indenfor dette område identificerer sammen alle relevante faglige og organisatoriske delelementer af området, som oplistes i et skema. Ud fra hvert af de identificerede delelementer laves afkrydsningsmuligheder i kategorierne "ikke introduceret", "introduceret", "selvstændig", "kompetent" og "ekspert".
Den samlede personalegruppe, som arbejder indenfor området, udfylder herefter hver især skemaet ved anonymt at vurdere egne selvvurderede kompetencer indenfor hvert af delelementerne. Udviklingskonsulenten samler personalegruppens forskellige svar til ét samlet skema indeholdende gruppens selvvurderede kompetenceniveau indenfor de forskellige delelementer.
Det samlede skema præsenteres for personalegruppen, og med baggrund heri planlægges i gruppen i fællesskab faglige og organisatoriske udviklingstiltag (fx intern undervisning ved kollega/anden faggruppe, faglige drøftelser/refleksioner i grupper, studiebesøg på anden matrikel, udvikling af faglig instruks og lignende).
Efter afviklede udviklingstiltag vurderer personalegruppen igen anonymt egne selvvurderede kompetencer indenfor hvert af delelementerne ved at udfylde skemaet endnu engang - dette med henblik på at evaluere effekten af de igangsatte tiltag og identificere eventuelle områder, hvor der fortsat er behov for kompetenceudvikling.
Modellen er med stor succes brugt til kompetenceudvikling på gruppeniveau indenfor respirationsfysioterapi og ergoterapi ved synke- og spisebesvær samt i opstartsfasen ved implementering af fysioterapeutisk indsats i Skadestueregi. Vi er begejstrede for modellen, fordi den skaber struktur i kompetenceudviklingsarbejdet og desuden er anvendelig til effektmåling. Modellen bidrager til at øge kompetenceniveau og trivsel
blandt de ansatte, øge kvaliteten af patientbehandlingen og understøtte tilknytning af dygtige medarbejdere til arbejdspladsen.

Proces

Vi fik modellen præsenteret på en faglig kongres for fysioterapeuter. Vi kontaktede efterfølgende udviklerne bag modellen med afklarende spørgsmål, bl.a. ift. den teoretiske baggrund for modellen og modellens anvendelsesform samt vores tanker for modificering af modellen. Med baggrund i drøftelser heraf udviklede vi i et samarbejde mellem udviklingskonsulent og specialeansvarlige terapeuter en skitse for "Model for kompetenceudvikling". Skitsen er efterfølgende tilpasset de forskellige faglige områder, hvor vi har anvendt modellen. Modellen er anvendt ifm. kompetenceudvikling på gruppeniveau indenfor respirationsfysioterapi og ergoterapi ved synke- og spisebesvær samt i opstartsfasen ved implementering af fysioterapeutisk indsats i Skadestueregi. Vi har efterfølgende evalueret modellens anvendelighed med personalegruppen, og inddraget tilkendegivelser herfra i udviklingen af den endelige model.

 


År

   2026


Model for kompetenceudvikling

Kontakt

Gitte Friis Madsen
gittmads@rm.dk

Udviklingssted

Fysio- og Ergoterapien


Top